Storevejlegaard


Gå til indhold

Vedtægter

VEDTÆGTER FOR GRUNDEJERFORENINGEN STORE VEJLEGAARD


STIFTET DEN. 20 NOVEMBER 1944




§1
Foreningens navn er STORE VEJLEGAARD med hjemsted i Vallensbæk kommune på den til en-hver tid værende formands adresse.



§2
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser overfor såvel offentlige myndigheder, som private, samt at medvirke til fremme af anliggender til gavn for medlemmerne.
Foreningen varetager drift og vedligeholdelse af fællesarealer tilskødet foreningen.

Foreningen tilvejebringer og administrerer de midler, der er nødvendige til realisering af foreningens formål. Foreningens bestyrelse er berettiget til at udarbejde fælles ordensregler, der efter vedtagelse med de for vedtægtsændringer gældende regler på en generalforsamling, træder i kraft fra det tidspunkt de er udsendt til medlemmerne.




§3
Enhver ejer af en parcel udstykket af matr. nr. 18 og beliggende i grundejerforeningens område er pligtig til at være medlem så snart skødet angående parcellen er underskrevet

Ved ejerskifte indtræder køberen i forpligtelser og rettigheder, derunder part i en eventuel forenings-formue. Sælgeren er forpligtet til, indenfor et tidspunkt af 14 dage fra salget at foranstalte skriftlig underretning af køberen om de forpligtelser, som til enhver tid påhviler parcellen overfor foreningen. Den til enhver tid værende ejer hæfter dog for alle ejendommens forpligtelser overfor grundejerforeningen. Refusionsopgørelse mellem sælger og køber er grundejerforeningen uvedkommende. Såfremt en parcel ejes af flere i forening, hæfter samtlige ejere solidarisk for forpligtelser overfor foreningen, men kun en af samejerne har medlemsret.

Såfremt der ikke senest 14 dage efter opfordring fra bestyrelsen, af samtlige ejere gives en enstemmig meddelelse til bestyrelsen om, hvem af samejerne der har medlemsret, skal dette spørgsmål afgøres af bestyrelsen.
Begærer tilstødende parcellers grundejere om optagelse i grundejerforeningen, træffes den endelige afgørelse af bestyrelsen. Hvert medlem skal have tilstillet et eksemplar af foreningens vedtægter.



§4
Foreningens gældende vedtægter og ordensregler skal respekteres af medlemmerne.



§5
Medlemskontingent vedtages af generalforsamlingen i relation til varetagelse af de i § 2 nævnte forhold, og forfalder til betaling forud hver 1. marts. Opkrævning vil automatisk ske via ejen-domsskatten i februar måned.

Er en restance ikke dokumenteret indbetalt inden en generalforsamlings afholdelse, fortaber medlemmet sin valgbarhed, ligesom retten til at deltage i foreningens arrangementer i øvrigt fortabes indtil restancen er berigtiget.

Ved ejerskifte betales indskud. Indskuddets størrelse, samt gebyrer i forbindelse med ejerskifte, fastsættes af bestyrelsen.

Medlemmerne er pligtige til snarest at underrette kassereren om flytning samt om handel med pågældende parcel.



§6
Medlemmet er ifølge politivedtægt m.v. ansvarlig for renholdelse af fortov og vejareal til vejmidte ud for egen parcel uanset eventuel hel eller delvis kollektiv renholdelse, snerydning og grusning m.v.. Såfremt henstillede køretøjer o.l. har hæmmet en kollektiv udførelse, påhviler det medlemmet snarest at bringe forholdet i orden.

Forsømmer medlemmet sin renholdelsespligt og undlader at efterkomme myndigheders eller bestyrelsens anvisninger ved første henvendelse, kan de pågældende lade arbejdet udføre for pågældende parcelejers regning.



§7
Det henstilles til medlemmerne ikke at benytte vej eller fortov til oplagsplads for materialer, gødning eller andet, eller at benytte ubebyggede grunde til henkastning af affald o. lign.

Medlemmet er pligtig at anmelde byggeri til kommunen af hensyn til evt. skader på vej og fortov opstået under byggeri. Kommunen kan derefter afholde et vejsyn, der protokolleres, for at gardere bygherren mod urimelige store erstatningskrav ved byggeriets afslutning.



§8
Køretøjer, der benyttes af parcellens beboere, skal normalt anbringes på parcellens parkeringsareal. Køretøjer henstillet på vejene bør have alle hjul på selve vejbanen, således at færdsel på fortovene ikke generes og må i øvrigt ikke udgøre hindring for færdslen.

Lastbiler, påhængskøretøjer og motorredskaber må ikke parkeres på vejene i tidsrummet 19.00 - 07.00.

Påhængskøretøjer (campingvogne) på max. 2000 kg totalvægt, kan undtagelsesvis parkeres i indtil 24 timer, men skal i øvrigt anbringes på egen grund.



§9
Ejendommens fyr, havepejse, brændeovne o.l. må ikke medføre ulemper for omkringboende. Haveaffald må ikke afbrændes, men kan fjernes ved kollektiv bortkørsel.

Bekæmpelse af skadedyr, vilde katte, skader o. lign., kan ske ved henvendelse til formanden, der foranlediger skriftlig anmodning herom afgivet til kommunen



§10
På de foreningen tilhørende fællesarealer må ikke henkastes affald eller anbringes genstande, der er til gene for medlemmerne, og medlemmerne er hver for sig pligtige til at være bestyrelsen behjælpelig med at opretholde god ro og orden på foreningens arealer.



§11
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse sker ved bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem efter den opgivne adresse, ledsaget af dagsorden med angivelse af emner, der behandles, samt genpart af regnskabet.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være indgivet til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.

På generalforsamlingen kan ethvert medlem (jf. bestemmelsen i § 3), uanset om han er ejer af mere end en parcel, kun afgive 1 stemme.

Bestyrelsen er berettiget til i særlige tilfælde, at indbyde et ikke medlem til en generalforsamling, f. eks. hvor det ved vigtige gennemgribende beslutninger skønnes ønskeligt at have en sagkyndig til stede under behandling af spørgsmål.

Beslutninger tages på generalforsamlingen ved simpel stemmeflertal, med undtagelse af de i § 13 nævnte vedtægtsændringer m.v.

Er et medlem forhindret i at møde, kan det mod behørig fuldmagt lade sig repræsentere ved et medlem af husstanden, eller af et andet medlem af foreningen; sidstnævnte kan i så tilfælde højst afgive 2 stemmer.



§12
Ekstraordinær generalforsamling, som indkaldes med 14 dages varsel til hvert enkelt medlem, afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst en fjerdedel af medlemmerne fremsætter skriftlig, motiveret begæring herom med angivelse af forhandlingsemne.

Når en sådan begæring indgives, skal generalforsamlingen afholdes indenfor 6 uger efter begæringens modtagelse



§13
Til vedtagelse af beslutning om ændring i vedtægterne eller beslutning om foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer voterer for forslaget. Ved forslag om foreningens opløsning kræves endvidere for at forslaget kan vedtages, at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er repræsenteret ved generalforsamlingen. Såfremt ikke mindst halvdelen af medlemmerne, som foran anført er til stede eller repræsenteret, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 majoritet, uanset hvor mange medlemmer der er mødt.



§14
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

3. Kasserens fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Behandling af rettidigt indkomne forslag.

5. Forelæggelse af budget.
6. Vedtagelse af kontingent.

7. Valg af formand/kasserer (ulige/lige år).

8. Valg af 2/1 medlemmer til bestyrelsen (ulige/lige år).

9. Valg af to suppleanter til bestyrelsen.

10. Valg af revisor (ulige/lige år)

11. Valg af en revisorsuppleant.

12. Eventuelt.



§15
Dirigenten leder forhandlinger og afgør alle spørgsmål vedr. sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivning, samt afgør om afstemningen skal ske skriftligt eller ved håndsoprækning.

Såfremt bestyrelsen eller et flertal af forsamlingen stiller forslag om skriftlig afstemning, skal afstemningen foregå på denne måde. Stemmesedler optælles af tre af generalforsamlingen valgte medlemmer.


§16
Om det på generalforsamlingen passerede indføres en kort beretning i en dertil af bestyrelsen autoriseret protokol, der underskrives af dirigenten og bestyrelsens tilstedeværende medlemmer. Generalforsamlingsreferatet kan dog optages på lydbånd eller et andet medie til senere registrering og underskrift.


§17
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Formand og kasserer vælges særskilt af generalforsamlingen. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv.

Bestyrelsen vælges for to år ad gangen således, at formanden og to bestyrelsesmedlemmer afgår i ulige år, medens kassereren og et bestyrelsesmedlem afgår i lige år.

Revisorer vælges for 2 år ad gangen således, at de afgår skiftevis i ulige og lige år.

Udebliver et medlem af bestyrelsen 2 på hinanden følgende gange fra indkaldte møder, uden at sende formanden begrundet afbud, kan medlemmet betragtes som udtrådt af bestyrelsen og suppleanten indkaldes.



§18
Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsgang og sammentræder efter formandens indkaldelse så ofte, som formanden eller 2 af bestyrelsesmedlemmerne finder det fornødent. I formandens forfald leder næstformanden møderne og varetager de formanden påhvilende pligter.

Honorarer m.v. fastsættes af bestyrelsen på grundlag af det på generalforsamlingen fremlagte budget.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst formand (eller næstformand) og to bestyrelsesmedlemmer er til stede. Bestyrelsen afgør sagerne ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme, i hans forfald næstformandens afgørende.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, som senest ved næste møde underskrives af de bestyrelsesmedlemmer der var tilstede ved mødet.



§19
Bestyrelsen repræsenterer foreningen og har under ansvar for generalforsamlingen den hele ledelse, og varetagelse af foreningens anliggender, ligesom den råder over foreningens pengemidler til fremme af de i vedtægterne fastsatte formål, samt til udførelsen af generalforsamlingens beslutninger. Alle foreningen vedrørende retshandlinger kan med fuld gyldighed også overfor tredjemand, herunder retsskriveren, foretages af formanden, i hans forfald af næstformanden, i forening med kassereren.

Dog kan bestyrelsen ikke indgå forpligtelser, der pålægger medlemmernes ejendomme servitutter, byrder eller pantehæftelser uden en generalforsamlingsbeslutning.



§20
Foreningens regnskab føres af kassereren, der drager omsorg for at foreningens midler i størst muligt omfang er placeret i et pengeinstitut på fordelagtigste måde.

Efter bestyrelsens afgørelse kan dele af midlerne placeres i obligationer.

Regnskabsåret er kalenderåret. Årsregnskabet aflægges af kassereren, som fremlægger dette på et bestyrelsesmøde så betids, at det i revideret stand med revisionens bemærkninger, kan udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Foreningens regnskab revideres af 2 på generalforsamlingen valgte revisorer.



§21
Kassereren modtager alle indbetalinger til foreningen og afholder efter de af formanden påtegnede regninger alle foreningens udgifter.

Kassereren er pligtig på forlangende at fremlægge regnskab og kassebeholdning for bestyrelsen eller revisionen. Kassereren fører tillige en medlemsfortegnelse der altid skal være ført ajour.



§22
Såfremt foreningens virksomhed viser sig overflødig, skal bestyrelsen sammenkalde til en generalforsamling til evt. bestemmelse om foreningens opløsning efter de i § 12 nævnte regler.

Er foreningens opløsning besluttet, anvendes foreningens midler til ophævelse af medlemmernes evt. tinglyste deklarationer i relation til Grundejerforeningen Store Vejlegaard, og derefter overdrages foreningens midler til et samfundsnyttigt lokalt upolitisk formål, efter den afsluttende generalforsamlings nærmere beslutning.



Vedtaget og senest revideret på generalforsamlingen
den 27. marts 2014.






Forside | Bestyrelsen | Vedtægter | Bestyrelsesreferater | Nyheder/Husavis | Arkiv | Generalforsamling | Medlemsinfo | Link | Galleri | Site Map


Retur til indhold | Retur til hovedmenu